Arabisk israeler bliver landets dyreste fodboldspiller – og skaber politisk debat
Munas Dabbur er navnet på en arabisk-israelsk fodboldspiller fra Nazaret. Torsdag blev han den dyrest handlede israelske fodboldspiller nogensinde, da den spanske klub Sevilla valgte at betale et sted mellem 15 og 20 millioner euro for den 26-årige målræv. Pengene sendes til Salzburg, hvor Dabbur i denne sæson har scoret hele 20 mål i 30 kampe.
Israel er ikke just kendt for at have produceret store fodboldspillere. Det måske mest kendte navn i nyere tid er Yossi Benayoun, som i nullerne spillede for engelske storklubber som Chelsea og Liverpool.
Nu skal Dabbur så forsøge at score mål i den spanske storklub og på den måde bringe lidt hæder til israelsk fodbold.
Munas Dabbur har scoret mange mål for Salzburg. Han er oprindeligt fra den arabiske by Nazaret, som ligger i Galilæa, Israel. (Foto: Wikimedia)
Rygter om egyptisk boykot
I forbindelse med Dabburs skifte har flere medier skrevet, at Dabbur egentlig var i Liverpools søgelys, men at interessen dalede, fordi klubbens stjerne egyptiske Mohammes Salah var skeptisk over for at spille sammen med en arabisk israeler – og angiveligt truede med at forlade klubben. Her har der været en historie fremme om, at Salah tilbage i 2014 undlod at give hånd til det israelske hold Maccabi Haifa, som Salahs daværende klub, FC Basel, skulle møde. Da der skulle ønskes god kamp, befandt Salah sig ude på sidelinjen i gang med at binde snørebånd. Dette har mange tolket som en bevidst afvisning af de israelske spillere.
Hvor meget rygterne har på sig, ved man ikke. Men det ville langtfra være første gang, israelske sportsudøvere oplevede den slags boykot.
Det, som er sikkert, er, at rygtet har fået den ligeledes arabisk-israelske advokat Jawad Bulus til at skrive et åbent brev til Salah, som er blevet publiceret i den venstreorienterede avis Haaretz. Her skriver han blandt andet, at Salah i lighed med mange arabere ikke værdsætter de arabere, som blev boende i Israel i 1948: ”Kære Mohammed. Ifølge medierne har du truet med at forlade Liverpool, hvis holdet køber Munas Dabbur, angiveligt fordi han spiller for det israelske landshold, selvom han er en arabisk, palæstinensisk og muslimsk borger i Israel. Jeg er ikke sikker på, at du og millioner af andre arabere ved, hvad vi ”1948-palæstinensere”, som blev i vores hjemland, har været igennem. Kun takket være os mistede vi ikke landet fuldstændig.”
Bulus fortsætter sit brev med at nævne palæstinensere i Israel, som har måttet lide døden, fordi de valgte at blive i Israel i statens første år, og siger at ”Dabbur kan være efterkommer af disse helte”.
Arabisk foragt for israelske palæstinensere
Ifølge Bulus er Salah et ”offer for ligegyldigheden over for palæstinensiske israelere”. Han mener, at han selv og hans palæstinensiske medborgere i Israel uretfærdigt bliver beskyldt af arabere for at samarbejde med ”den zionistiske bevægelse”.
Og der er nok ingen tvivl om, at der i nogen grad eksisterer en vis skepsis fra arabere og palæstinensere mod de arabere, der bor i Israel og er statsborgere her. Når man læser Bulus patosfyldte brev til Salah, er man dog ikke i tvivl om, at han identificerer sig meget mere med sine arabiske naboer end med den stat, han bor i, altså Israel. ”Egypten blev i vores drømme gennem alle disse år,” skriver han blandt andet og taler flere gange om nakba, altså ”katastrofen”, da staten Israel blev oprettet.
Bulus’ brev er med andre ord ikke blot udtryk for det problematiske forhold, der er mellem arabere henholdsvis i og uden for Israel. Det er i skræmmende grad også udtryk for en fjendtlig indstilling fra arabiske borgere i Israel over for det land, de er statsborgere i. Det er svært at sige, i hvor høj grad Bulus’ syn repræsenterer flertallet af arabiske israelere. For der er helt sikkert også nogle arabiske israelere, der er glade for Israel, og som ikke ”drømmer om Egypten”.
Og på den måde kom Munas Dabburs rekordovergang til Sevilla til at handle om meget mere end sport – som det så ofte er tilfældet med israelske sportsudøvere.
Forhåbentlig kan Dabbur være med til at give en positiv opmærksomhed på Israel og israelere – ikke mindst de arabiske. Og måske kan han få nogles øjne op for, at Israel er et land, hvor der er plads til både jøder og arabere. Hvilket ikke kan siges at være tilfældet i eksempelvis Egypten.