Antisemitisme rammer jødisk menighed under hanukka-fejring
Jøder verden over fejrer i disse dage hanukka, hvor de blandt andet tænder et nyt lys i den niarmede menora hver dag. Du kan læse mere om hanukka her.
Også en menighed i byen Lexington i staten Kentucky var lørdag samlet for at tænde et lys i stagen. Men den lille ceremoni blev pludselig afbrudt, da en person i en bil begyndte at råbe antisemitiske skældsord mod gruppen.
Ifølge politiet gik en person fra menigheden hen til bilen og forsøgte at få manden til at køre væk, så de kunne fortsætte i fred. Men så valgte manden i bilen pludselig at speede op og køre den jødiske mand ned.
Ifølge menighedens rabbiner blev der råbt ”ring 112”, men manden, som var blevet ramt på benet og havde slået sig, sagde, at de først skulle tænde lyset i stagen, fordi han ”ikke ville lade dette forhindre dem i at fejre højtiden og sprede lyset”. Efterfølgende blev han kørt på hospitalet, men er nu hjemme igen.
Guvurnør i Kentucky Andy Beshear skrev efterfølgende på Twitter: ”Det antisemitiske angreb uden for det jødiske studentercenter er en skandale.”.
Det er ikke første gang, menigheden i Lexington oplever antisemitisme. De seneste måneder har de blandt andet oplevet hærværk mod deres menora.
Hanukka begyndte torsdag aften og slutter fredag den 18. ved solnedgang.