Antisemitisme flammer op efter krig i Gaza

Det er ikke kun de civile i Israel og Gaza, der har mærket krigen mellem Hamas og Israel som varede 11 dage i midten af maj.

Især europæiske jøder har oplevet en opblussende antisemitisme. Flere steder i Tyskland har der været demonstrationer mod Israel. Og i flere tilfælde har demonstranterne råbt antisemitiske udsagn og sat ild til israelske flag. Der har også været tilfælde af fysiske overfald og forsøg på angreb på en synagoge.

 

Overfaldet på gaden

I Berlin oplevede en jødisk mand iført kippa at blive overfaldet på åben gade. Ifølge politirapporten kom manden gående over Dürerplatz i den tyske hovedstad, da tre mænd overfaldt ham. Han blev slået i hovedet og skubbet op ad et butiksvindue. Han måtte efterfølgende behandles på hospitalet.

 

Voldsomme demonstrationer

Lørdag den 15. maj var der også uro i Berlin, da der blev afholdt en stor demonstration imod Israel, som udviklede sig voldeligt. 60 personer blev arresteret, og 100 betjente blev såret.

Både her og under andre demonstrationer blev der råbt antisemitiske udsagn brændt flag af.

Kansler Angela Merkel har fordømt det og sagt, at »enhver, der bringer jødehad til vores gader, placerer sig uden for vores konstitutionelle orden. Den slags handlinger må straffes hårdt«.

 

Kaster sten mod synagoge

Også i byen Gelsenkirchen har jøderne mærket hadet. Mens kampene var på sit højeste midt i maj, valgte 200 personer at demonstrere uden for byens synagoge, og også her blev der råbt antisemitiske udsagn.

Foran en synagoge i Münster blev der brændt israelske flag af, og politiet måtte rykke ud. Det samme skete i Bonn, hvor der også blev kastet sten mod synagogens vinduer. Og i Düsseldorf blev der sat ild til en mindesten for en synagoge, som blev ødelagt af nazisterne på Krystalnatten.

Centralrådet for Jøder i Tyskland har udtrykt forfærdelse over, at udviklingen i Israel har medført sådan en bølge af antisemitisme rettet mod tyske jøder. Også lederen af Det Centrale Råd for Muslimer har fordømt hændelserne.

 

Britiske jøder overvejer fremtiden

Det er ikke kun i Tyskland, at nogle vælger at udtrykke had til lokale jøder, fordi de er imod den israelske regering.

Det samme gælder også i for eksempel Storbritannien, hvor antisemitismen er blusset op. Hele 116 tilfælde af antisemitisme blev registreret i perioden fra 9. til 25. maj. I de to uger forinden var tallet 11. Et af de grove tilfælde fandt sted, da en rabbiner blev banket af to unge mænd. Og en ortodoks mand i London oplevede at blive overfaldet, da en mand pludselig åbnede hans bildør og begyndte at slå ham.

Ifølge en jødisk kvinde er det noget af det værste, det jødiske samfund har oplevet. »Det er helt forfærdeligt, og vi overvejer helt sikkert vores fremtid her,« siger hun.