Anerkendelse af Vestjerusalem handler i virkeligheden mest om Østjerusalem

Det er cirka et år siden, Donald Trump anerkendte Jerusalem som Israels hovedstad og i samme ombæring besluttede at flytte USA’s ambassade fra Tel Aviv – til Jerusalem. En beslutning, som vakte enorm begejstring i hele Israel, og som fik flere andre lande til også at overveje en ambassadeflytning – hvilket Guatemala og Paraguay har gjort (Paraguay har dog flyttet den tilbage til Tel Aviv igen).

I oktober sagde Australiens premierminister, Scott Morrison, så, at han overvejede at anerkende Jerusalem som hovedstad. Det blev dog kun til en delvis en af slagsen, idet australierne kun anerkendte Vestjerusalem. Det samme har blandt andet Rusland gjort.

Den halve anerkendelse medførte skuffelse i Israel. Udenrigsministeriets udtalelse var ganske vist positiv, i den forstand at man udtrykte glæde over, at Australien i forbindelse med anerkendelsen har åbnet et handels- og forsvarskontor i Israel, for ”et skridt i den rigtige retning”. Men man kommenterede ikke selve anerkendelsen – som umiddelbart heller ikke fører en ambassadeflytning med sig. Dette vil først ske, hvis der kommer en fredsaftale med palæstinenserne.

Det er et tydeligt udtryk for skuffelse. En anonym repræsentant for regeringen har sagt til de israelske medier, at man ”er skuffet over den australske beslutning. Morrison (Australiens præsident) gik kun halvdelen af vejen. Det er et skridt i den rigtige retning, men vi forventede mere.”

 
Den amerikanske ambassade er - sammen med Guatemalas - den eneste i Jerusalem.

Bliver ramt af en boomerang

Israel genvandt kontrollen med Østjerusalem i forbindelse med Seksdageskrigen i 1967 og annekterede senere denne del af byen, så den i dag er en del af staten Israel. Det internationale samfund har dog ikke anerkendt annekteringen. Mange mener, at Jerusalems status skal afgøres, den dag der kommer en fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne.

Spørger man i Israel, er der dog ingen tvivl om, at man anser hele Jerusalem som sin udelelige hovedstad. En by, som det jødiske folk har haft tilknytning til i 3000 år. Netanyahu-regeringen har gjort meget for at få andre lande til at anerkende dette. Og det var derfor en stor sejr, da Trump sidste år anerkendte hele byen og flyttede ambassaden (hvilket skete i foråret).

Men hvad så med den australske beslutning? Er den, som regeringen siger, et lille skridt i den rigtige retning? Er Australiens beslutning en lightversion af USA’s? Nej, sådan kan man ikke stille det op ifølge Raphael Aren fra Times of Israel.

Aren skriver i sin analyse, at Netanyahu sandsynligvis havde foretrukket, at Australien ikke havde anerkendt noget som helst. Og at hans opfordring til, at andre lande kommer med anerkendelser vedr. Jerusalems status, nu har ramt ham som en boomerang.

Anerkendelsen af Vestjerusalem er i sig selv fin nok – men heller ikke mere end det. Det er nemlig kun Israels allerstørste fjender, der vil sige, at Israel ikke har ret til den bydel. Ja, faktisk handler det meste af den politiske uenighed slet ikke om den vestlige bydel. Det væsentlige i sagen er derimod Østjerusalem. Og her er en anerkendelse af den vestlige bydel faktisk et skridt i den forkerte retning. For implicit i sådan en anerkendelse ligger, at man ikke ser Østjerusalem som en del af staten Israel. Faktisk sagde Morrison, at man håber, at den østlige del kan blive en del af en fremtidig palæstinensisk stat. Noget, som Netanyahu og hans regering er fuldstændig afvisende over for.

Handler mest om Østjerusalem

Morrison var klar i mælet og sagde, at Australien ser grænserne fra 1967 som udgangspunktet for en fredsaftale. Han henviste også til FN’s Resolution 2334 fra december 2016, som kalder Østjerusalem ”besat område”, selvom der altid har boet jøder her. Han benyttede også lejligheden til at kritisere Israels bosættelsespolitik.

Dermed blev den australske beslutning – set med israelske øjne – mere en fordømmelse af Israels kontrol over Østjerusalem, end det blev en anerkendelse af kontrollen med den vestlige del, som Israel har haft siden statens oprettelse i 1948 – og som kun dem, der ønsker statens udslettelse, har et problem med.