Anders Samuelsen ”lægger ikke op til boykot” – eller gør han?

I fem skriftlige spørgsmål til udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) bad Søren Espersen (DF) for nylig om regeringens syn på boykot af Israel og de israelske bosættelser på Vestbredden.

Espersens spørgsmål kom i kølvandet på en rapport fra Danwatch, hvor det påstås, at investeringer i ”virksomheder med aktiviteter i de besatte palæstinensiske områder” er på kant med FN’s retningslinjer, og at man skal ”være opmærksom på overtrædelser af den humanitære folkeret og menneskerettigheder”. Rapporten siger dermed ikke, at handel med de pågældende firmaer er ulovlig, men antyder i vage vendinger, at der måske alligevel er nogle juridiske problematikker forbundet med disse firmaer, der har aktiviteter på Vestbredden.

Søren Espersen spurgte derfor blandt andet, om udenrigsministeren kan bekræfte, ”at hverken dansk lovgivning eller EU-lovgivning har fundet grundlag for at forbyde private eller offentlige virksomheder at foretage investeringer i eller med forbindelse til de israelske bosættelser på Vestbredden”.

Intet forbud mod investeringer

I svaret fra Udenrigsministeriet bliver det kort bekræftet, at firmaer, ”hvis forretningsområde dækker de besatte områder” ikke krænker nogen lov eller internationale sanktioner.

Den største del af svaret bruges dog på at understrege regeringens modstand mod de israelske bosættelser. ”Engagementer, der gavner bosættelserne, styrker imidlertid ikke de internationale bestræbelser på at fremme en tostatsløsning.” I svaret gentages også formuleringen fra Danwatchs rapport om, at ”man bør være opmærksom på mulige overtrædelser af den humanitære folkeret og menneskerettigheder” – uden at dette bliver uddybet.

Udenrigsministeren bekræfter også sin støtte til FN’s Resolution 2334, som kalder hele Østjerusalem for ”ulovligt besat område”, og som kræver, at Israel ophører med al byggeaktivitet her – altså inklusive det jødiske kvarter i den gamle bydel; et område, som har været beboet af jøder i tusindvis af år undtagen perioden 1948-1967. Denne resolution blev vedtaget, fordi USA noget utraditionelt undlod af nedlægge veto mod den. Den har vakt stor vrede og forargelse i Israel.

"Lægger ikke op til boykot"

På den mere positive side bekræfter Anders Samuelsen, at ”der ikke fra regeringen side lægges op til boykot af Israel”, og at regeringen bakker op om EU’s modstand mod BDS-kampagnen.

Det overordnede indtryk er imidlertid, at udenrigsministeren i sit svar bakker op om Danwatchs forbehold over for investeringer, der kan gavne Vestbredden. Begrundelsen er, at det kan undergrave en tostatsløsning.

Bliver automatisk til boykot af Israel

I praksis er det dog meget svært at undlade at investere i firmaer med aktiviteter på Vestbredden, uden at det udvikler sig til en generel boykot af Israel. Der er jo ikke nogen israelske firmaer, der eksempelvis kun sælger sit produkt i Vestjerusalem og ikke i Østjerusalem (som ifølge Resolution 2334 er besat område). Lad os tage Bank Hapoalim som eksempel. Den israelske bank står på Danwatchs liste over firmaer med aktiviteter på Vestbredden, som danske investeringsforeninger og pensionskasser investerer i. For ikke at have ”aktiviteter i de besatte områder” skulle banken altså vælge at afvise kunder fra Østjerusalem eller Ma’ale Adumim, som ligger i forlængelse af Jerusalem.

Tilsvarende skulle israelske mobilselskaber nægte at sælge telefoner og abonnementer til indbyggerne i det jødiske kvarter i Den Gamle By!

Med andre ord: Regeringens og Danwatchs politik vil i praksis betyde noget, der minder om en generelt boykot af Israel, fordi langt de fleste israelske firmaer i praksis "har aktiviteter" i for eksempel Østjerusalem.

Læs hele Anders Samuelsens svar til Søren Espersen

(Forsidefoto: Kim Bach/Wikimedia)