Alle palæstinensere har stemmeret – nogle i Israel, andre i selvstyreområderne

Om godt tre måneder skal Israel vælge de 120 medlemmer af landets parlament, Knesset. Men hvem er det egentlig, som går til stemmeurnerne den 9. april?

Israel bliver ofte beskyldt for at være en apartheidstat, hvor arabere og palæstinensere ikke har de samme rettigheder som jødiske israelere. Men når man ser på landets valgsystem, er der ikke meget, der tyder på en uretfærdig behandling.

HonestReporting har set nærmere på, hvem der kan stemme og hvorfor, samt den historie, der danner baggrunden for det.

Det korte svar på spørgsmålet om, hvem der kan stemme 9. april, er: Det kan alle israelske statsborgere – både de jødiske, som udgør cirka 75 procent af befolkningen, og de arabiske israelere, som udgør cirka 20 procent. De palæstinensere, der bor på Vestbredden og i Gaza, er ikke israelske statsborgere og kan derfor ikke stemme. De kan til gengæld stemme ved de palæstinensiske valg, som der dog ikke er blevet afholdt nogen af i mere end 10 år.

 
Palæstinensere har stemmeret ved valg på Vestbredden og i Gaza. Men de palæstinensiske ledere har ikke udskrevet valg i over 10 år. (Foto: Ruben)

Fuld stemmeret til arabere i Israel

Da staten Israel blev oprettet i 1948, blev landet angrebet af sine arabiske naboer. Efter Uafhængighedskrigen stod Israel tilbage med et større landområde end inden krigen. I forbindelse med krigen flygtede mange af de arabiske borgere fra det, der netop var kommet til at hedde Israel. Men der var også nogle, som blev boende. Og de fik tildelt stemmeret i Israel. Det første Knesset havde deltagelse af tre arabere fra »Den Demokratiske Liste i Nazaret«, og desuden var der et arabisk medlem af det israelske kommunistparti.

De arabere, som boede i Gaza, da Uafhængighedskrigen sluttede, levede i de efterfølgende år under egyptisk besættelse, mens jordanerne annekterede Vestbredden og gav stemmeret til dem, som boede der (israelerne i området var flygtet). Naturligvis havde disse arabere ikke stemmeret i Israel, da de altså ikke boede i Israel.

Det er altså vigtigt at skelne mellem de arabere, som bor i Israel og er statsborgere, og de arabere/palæstinensere, som ikke er statsborgere.

I 1967 kom så Seksdageskrigen, hvor Israel vandt kontrollen med Østjerusalem, Golan og Vestbredden. Her valgte man at indføre israelsk lov i Østjerusalem. Det betød også, at man gav araberne i Østjerusalem mulighed for at blive israelske statsborgere – men de skulle selv søge om det. Gjorde de det, fik de stemmeret.

Palæstinensiske valg

I 1993 indgik Israel og PLO så Osloaftalen, hvilket medførte oprettelsen af Det Palæstinensiske Selvstyre. Selvstyret skulle herefter stå for palæstinensiske valg i selvstyreområderne. Det første valg fandt sted i 1996, da palæstinenserne valgte Yassir Arafat som præsident for Selvstyret og gav partiet Fatah flertal i den såkaldte Palæstinensiske Lovgivende Forsamling (det palæstinensiske parlament). Her fik palæstinensere i Østjerusalem, som ikke var israelske statsborgere, også lov at stemme, selvom de boede i Israel.

Efter Arafats død valgte palæstinenserne så Mahmoud Abbas som hans efterfølger. Abbas er i dag stadig Selvstyrets præsident.

I 2006 afholdt palæstinenserne så valg til den lovgivende forsamling. Her fik den islamistiske gruppe Hamas overraskende hele 74 mandater, mens Fatah blot fik 45. Og herfra var der ikke meget demokrati tilbage i palæstinensisk politik. I 2007 overtog Hamas kontrollen med Gaza i et voldeligt kup. Samtidig tog Fatah kontrollen med Vestbredden – i tæt forening med Selvstyret. Den lovgivende forsamling har ikke mødtes siden, og da Abbas’ valgperiode udløb i 2009, blev der ikke afholdt et nyt valg. Abbas blev ganske enkelt siddende som præsident, hvilket han har gjort lige siden. Formelt set eksisterer der altså stadig en form for palæstinensisk parlament, men det er kun på papiret. Der har flere gange været rygter om et nyt valg, senest i 2017, men det er aldrig blevet til noget. Alt dette har Israel sådan set ikke noget med at gøre. Det styrer palæstinenserne selv. Men fjendskabet mellem Hamas og Fatah har altså betydet, at palæstinenserne ikke har mulighed for selv at vælge deres ledere.

Så når palæstinenserne ikke har mulighed for at stemme, så skyldes det ikke en påstået israelsk apartheid. Nej, Israel giver stemmeret til alle landets statsborgere. Det skyldes derimod, at de palæstinensiske ledere ikke formår at give eller ikke vil give deres borgere i selvstyreområderne mulighed for at gå til valg.

 
Palæstinenseren Ramadan Dabash stillede op til lokalvalget i Jerusalem. Men kun ganske få palæstinensere i Østjerusalem vælger at deltage i lokalvalget. De få, som vælger at søge om israelsk statsborgerskab, kan også deltage i nationale valg.

Potentiale for palæstinensisk indflydelse i Jerusalem

Når det gælder Jerusalem, er der som nævnt særlige regler. Palæstinenserne, som bor i Østjerusalem, kan godt vælge at få fuld stemmeret ved de nationale valg, hvis de søger om statsborgerskab. Dette fravælger de fleste dog. Men faktisk kan de stadig godt deltage i byens lokalvalg og selv stille op til byrådet og til posten som borgmester.

Dog vælger langt de fleste af Østjerusalems cirka 300.000 palæstinensere at boykotte lokalvalgene, da det betragtes som en accept af Israels kontrol over byen. Men hvis alle palæstinensere valgte at stemme, ville de få en enorm indflydelse i byen, da de udgør cirka 40 procent af befolkningen. Ved lokalvalget i 2018 fik den palæstinensiske liste »Jerusalem, min by« kun 3000 stemmer og kom dermed ikke i byrådet.

Mange palæstinensere anklager Jerusalems politikere for at nedprioritere de palæstinensiske områder. Men samtidig ønsker de ikke selv at deltage i den demokratiske proces og selv gøre noget ved sagen.

Den Arabiske Fællesliste

Når vi kommer til 9. april, vil der dog med sikkerhed blive valgt arabiske medlemmer af Knesset. For alle Israels borgere kan stille op til valget, og det vælger nogle af de arabiske statsborgere, som udgør cirka 20 procent af befolkningen, at gøre. De fleste af dem stiller op for partiet Den Arabiske Fællesliste. Ved det seneste valg i 2015 blev fælleslisten faktisk det tredjestørste parti med 13 mandater. Mange af partiets medlemmer er dog primært fokuseret på at kæmpe den palæstinensiske sag, og de har generelt en modvilje mod den stat, som har givet dem demokratiske rettigheder i modsætning til deres palæstinensiske brødre og søstre på Vestbredden og i Gaza.