Årets mindedag for Holocaust skal samle midt i splittelsen
Da solen gik ned i Israel mandag aften, begyndte den årlige dag til minde om Holocaust, hvor cirka seks millioner jøder blev dræbt.
Det er en dag med mange traditioner. Mandag aften var der en ceremoni på holocaustmusset Yad Vashem i Jerusalem. Her var overlevende fra krigen med til at tænde seks fakler til minde om de seks millioner dræbte.
Tirsdag formiddag klokken 10 israelsk tid lød så sirenerne over hele landet. Og i de efterfølgende to minutter stod hele landet stille. Bilister holdt ind til siden og gik ud af bilen for at vise respekt og mindes de døde. I mange hjem gik folk ud på altanen for at stå sammen med resten af nationen.
Resten af dagen går især med forskellige ceremonier rundtomkring. For eksempel er der hvert år en ceremoni både i Knesset og på Yad Vashem med titlen »Til hver person hører et navn«. Her bliver der læst navne op på nogle af krigens ofre.
En anden tradition på mindedagen finder sted uden for Israel, nemlig mellem de to koncentrationslejre Auschwitz og Birkenau i Polen. Det er March of the Living, hvor deltagerne går de cirka tre kilometer mellem de to lejre. I år er der fokus på 80-året for ghettooprøret i Warszawa, og overskriften er i den forbindelse »Ære til jødisk heltemod under Holocaust«. Optoget vil blive ført an af 40 holocaustoverlevende.
Præsidenten opfordrede til sammenhold
Holocaustmindedagen byder på mange taler, og en af dem blev holdt mandag aften af præsident Isaac Herzog.
Hans budskab handlede – ikke overraskende – om den særlige tid, Israel befinder sig i lige nu, hvor regeringens retsreform splitter landet.
»Dette er ikke noget almindeligt år. I år er følelserne hårde, og skuldrene er bøjede under vægten af uenigheden. Men lad os hæve denne hellige dag, som begynder nu, op over al strid. Lad os alle mødes i fællesskab og i sorg og mindes,« lød præsidentens budskab til den israelske befolkning.
Herzog valgte derudover at tale om to ofre, som var blandt de 86 afdøde, hvis lig ifølge nazisternes planer skulle være udstillet på et museum for »et uddød races kranier og skeletter«. Museet blev heldigvis aldrig til noget. Det gjorde Yad Vashem, hvor talen blev holdt, til gengæld – i den jødiske stat Israel.
147.199 tilbage i Israel
Traditionen tro byder mindedagen også på statistik over de overlevende. Her er nogle af tallene:
- Der findes 147.199 holocaustoverlevere i Israel.
- Blandt dem er der 521, som er flygtet til Israel fra Ukraine, og som i 2022 blev anerkendt som holocaustoverlevende.
- Den yngste overlevende er 76 år og blev født i 1946. Hun er anerkendt som overlevende, fordi hun var i sin mors mave under krigen.
- 21 procent af de 147.199 overlevende er over 90 år.
- 60 procent af dem er kvinder.
- Haifa er den by i Israel med flest overlevende. Herefter kommer Tel Aviv og Jerusalem.
- I 2022 gav staten Israel penge og ydelser til holocaustoverlevende for cirka 5,6 milliarder shekel – svarende til cirka 11 milliarder kroner.