3 argumenter for og imod forsoning mellem Hamas og Selvstyret

I mandags besøgte en stor delegation fra Det Palæstinensiske Selvstyre for første gang i tre år Gazastriben, hvor terrorgruppen Hamas har kontrollen.

De to palæstinensiske fraktioner er politiske rivaler, men for nylig har Hamas rakt hånden ud mod Selvstyret og dets præsident, Mahmoud Abbas, i et tilsyneladende håb om forsoning.

Politisk rodebutik

Det palæstinensiske politiske landskab kan være svært helt at have styr på. Groft sagt er der to fraktioner. Den ene er Hamas, som har haft kontrollen i Gaza siden 2007, efter at Israel trak sig ud i 2005. Hamas er af det internationale samfund betragtet som en terrorgruppe. De vil ikke anerkende staten Israel og har et erklæret ønske om at udslette den.

Den anden fraktion består af Det Palæstinensiske Selvstyre, der er den palæstinensiske regering på Vestbredden. Selvstyret er dog tæt forbundet til partiet Fatah og organisationen PLO. Mahmoud Abbas er leder af alle tre. PLO har anerkendt staten Israel. Og Fatah er den største politiske gruppering under PLO. Samtidig er det PLO (og Fatah), der har kontrollen over Selvstyret, som blev oprettet i 1993 i forbindelse med Osloaftalen. De tre grupper overlapper altså hinanden meget, når det kommer til personer og interesser.

Mulig forsoning

Som vi skrev her på siden for nogle uger siden, foregår der lige nu et forsøg på at forsone Hamas og Selvstyret. Resultatet af dette vil være en samlet palæstinensisk regering, som kontrollerer både Vestbredden og Gaza. Den generelle holdning blandt de israelske eksperter er, at det ikke vil ske. Alligevel følger man nøje med i udviklingen.

3 grunde til, at forsoning er mulig

1: Hamas opløste for nylig sin ”administrative komite”, der fungerede som regering i Gaza, med det mål, at Selvstyret skal overtage magten.

2: Hamas ser måske en strategisk mulighed i at overlade magten til Abbas og Selvstyret. Det vil med al sandsynlighed udløse et valg, og her håber Hamas at vinde og dermed ende som den mest magtfulde fraktion i de palæstinensiske områder.

3: Hamas håber at opnå international legitimitet via en forsoning. Denne legitimitet kan forhindre den isolation, som gruppen oplever nu. Med andre ord: Hamas kan have en reel interesse i forsoning.

Når det er sagt, er der dog massevis af grunde til, at forsoningsforhandlingerne i sidste ende vil mislykkes.

3 grunde til, at forsoning ikke er mulig

1: Dette forsøg ligner i høj grad de mange tidligere forsøg, der har været på palæstinensisk forsoning. Og de er alle mislykkedes.

2: Det er meget usandsynligt, at de kan blive enige om, hvem der skal stå for sikkerheden i Gaza. Hamas vil næppe nedlægge sit militær, Izzedin Al-Qassam Brigaderne, som angiveligt tæller 27.000 soldater. Samtidig er det et krav fra Abbas, at Selvstyret overtager den fulde militære kontrol. Ifølge Abbas vil man forhindre, at der kommer en situation som den i Libanon, hvor Hizbollah har et militær side om side med den libanesiske stats militær.

3: Selvstyret samarbejder med Israel om at forhindre terrorangreb. Dette samarbejde fordømmer Hamas - som slet ikke vil anerkende staten.

Kort fortalt er kravet om et afmilitariseret Hamas, der anerkender staten Israel, som gør forsoningen usandsynlig.

Netanyahu med krav

Spørger man Israels premierminister, Benjamin Netanayhu, er han også skeptisk. Han nævnte tirsdag tre krav, som skal indfris, hvis der skal blive tale om en enhedsregering med Hamas som part: Regeringen skal anerkende Israel. Hamas må ikke have noget militær. Forbindelsen til Iran skal afbrydes helt (Hamas modtager økonomisk støtte fra Iran, som også ønsker Israel udslettelse).

Når politikerne herhjemme diskuterer, om man skal anerkende en palæstinensisk stat, lyder et af argumenterne fra modstanderne ofte, at palæstinenserne har så meget rod i deres politiske struktur, at de slet ikke er klar til at skulle drive en stat. Skulle det imod al forventning ske, at Selvstyret og Hamas bliver enige om vilkårene for, at Selvstyret overtager kontrollen med Gaza, vil det derfor være et skridt i retning af dansk anerkendelse. Men det er et meget, meget besværligt skridt, der skal tages, og den kommende tid vil vise, om forskellene mellem de palæstinensiske grupper – som forventet – er for stor til forsoning.