21-årig mand sigtet for terror mod jødisk kvinde

»Vi er naturligvis rystede og chokerede over denne form for antisemitisk terror.« Sådan lyder det i en udtalelse fra Henri Goldstein, formand for Det Jødiske Samfund, efter at det tirsdag kom frem, at politiet har sigtet en 21-årig mand for terror mod en jødisk kvinde. Tilbage i maj satte manden ild til kvindens altan, og flammerne spredte sig til selve lejligheden, står der i sigtelsen.

Manden er ikke først blevet sigtet nu. Men det er nyt, at han er sigtet for at have overtrådt terrorparagraffen. Denne justering er sket undervejs i politiets efterforskning.

Gerningsmanden har ifølge PET forbindelse til banden LTF, og han har siddet varetægtsfængslet siden juli. Ifølge sigtelsen kan der være flere skyldige i sagen.

Mens sigtelsen taler om, at en jødisk kvinde var målet for angrebet, så står der i pressemeddelelsen på Det Jødiske Samfunds hjemmeside, at der er tale om en jødisk familie. »Der er tale om et terrorangreb mod en dansk familie af jødisk afstamning,« står der blandt andet.

 

Tager det meget alvorligt

Heldigvis kom ingen personer til skade i forbindelse med angrebet. Ikke desto mindre tager både myndighederne og det jødiske samfund sagen meget alvorligt.

Henri Goldstein siger, at »det er i en kategori for sig med et angreb på et privat hjem«. Han udtrykker også stor taknemlighed over for sikkerhedstjenesterne for deres arbejde både generelt og specifikt i denne sag.

Truslen mod danske jøder har været stor siden Hamas’ terrorangreb 7. oktober. »Det (ildspåsættelsen, red.) understreger på den værst tænkelige måde, at jøder i Danmark desværre lever under en alvorlig trussel,« siger justitsminister Peter Hummelgaard om sagen.

Antisemitismen i Danmark er vokset siden Hamas’ terrorangreb. Det viste en rapport fra AKVAH, som blev offentliggjort i marts i år.

En dommer i Københavns Byret kom tirsdag eftermiddag med den afgørelse, at den 21-årige mang foreløbig får forlænget sin varetægtsfængsling til 7. oktober.