19-årig dræbt i terrorangreb på Vestbredden

Dvir Sorek fra bosættelsen Migdal Oz blev sent onsdag aften brutalt myrdet af en eller flere ukendte gerningsmænd, da han var på vej hjem fra Jerusalem til bosættelsen Migdal Oz syd for Jerusalem. Den 19-årige mand blev klokken 3 natten til torsdag fundet i en vejgrøft. Han var blevet stukket ihjel.

De israelske sikkerhedsstyrker (militær, politi og efterretningstjeneste) er lige nu i gang med en intensiv jagt på hans mordere, blandt andet i Beit Fajjar, som ligger ved siden af Migdal Oz, hvor Dvir Sorek boede. Han var i militæret, men var en del af et program, hvor han brugte det meste af tiden på en toraskole i bosættelsen. Han havde endnu ikke fået militærtræning.

Myndighederne betragter det som et terrorangreb. Hverken Hamas eller Islamisk Jihad har taget ansvar for angrebet, men Islamisk Jihad har kaldt det ”heroisk”.


Terrorangrebet fandt sted mellem Jerusalem og bosættelsen Migdal Oz (den røde markør), som ligger i området Gush Etzion. (Foto: Wikimedia)

Shin Bet, som er den israelske efterretningstjenester, der tager sig af indenrigsopgaver, har den seneste tid advaret kraftigt om, at Hamas forsøger at danne terrorceller, der skal udføre angreb på Vestbredden. En talsmand for Shin Bet sagde torsdag, at ”et antal militante celler er blevet afsløret i Judæa og Samaria (Vestbredden) de seneste uger, og de opererede med instrukser fra Hamas, som planlagde terrorangreb mod Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre.” Kilden nævner blandt andet kidnapning, skudangreb og knivoverfald som de terror-aktiviteter, cellerne planlagde.

Flere politikere på den israelske højrefløj ønsker at bruge terrorangreb som dette som anledning til at udvide bosættelser og annektere (dele af) Vestbredden. Netanyahu har sagt, at Israel vil ”gøre regnskabet op” og finde de skyldige. Han præciserede ikke, hvordan han har tænkt sig at gøre regnskabet op ud over at de skyldige selvfølgelig skal straffes, hvis og når de bliver fundet af de israelske sikkerhedsstyrker, som er massivt til stede i området Gush Etzion lidt syd for Jerusalem, hvor mordet fandt sted.

Netanyahus politiske modstandere, blandt andet partiet Blå og Hvid, har sagt, at terrorangrebet er et resultat af, at Netanyahu og Likud har ”overgivet sig” til palæstinensisk terror. De har flere gange kritiseret Netanyahu for at indgå våbenhvileaftaler med Hamas.

Dvir Soreks bedstefar, der ligesom Dvirs far var rabbiner, blev dræbt i et terrorangreb i 2000.