13 timers debat om det israelske samfunds fundament

Tirsdag den 12. september var en historisk dag i Israel. Højesteret var samlet for at lytte til indsigelser mod den såkaldte ”rimelighedslov”, som blev vedtaget i Knesset i slutningen af juli. Og for første gang nogensinde var alle 15 højesteretsdommere indkaldt (tidligere har hele Højesteret været indkaldt, men dengang bestod domstolen af færre dommere).

Indsigelserne kræver, at Højesteret annullerer loven. Det er paradoksalt nok en lov, som begrænser Højesterets mulighed for at annullere love. Den fratager nemlig Højesteret muligheden for at annullere love med henvisning til, at de er ”urimelige”.

Hvad blev der sagt?

Der var især ét spørgsmål, som blev diskuteret i løbet af den 13 timer lange høring. Nemlig spørgsmålet om, hvorvidt Højesteret overhovedet er bemyndiget til at blande sig i ændringer af Israels basislove. Rimelighedsloven er nemlig en ændring af en eksisterende basislov. Og aldrig har Højesteret omstødt en sådan lov/lovændring. Basislovene fungerer som Israels grundlov/forfatning, men er teknisk set almindelige love. For eksempel kan de vedtages og ændres med et simpelt flertal.

Regeringens advokater argumenterede derfor for, at Højesteret ikke må blande sig, fordi et lands forfatning skal vedtages af politikerne. Og det er den, som andre love så skal indordne sig under.

Højesteretsdommerne spillede tilbage ved at spørge, hvad det er, der har givet politikerne ret til overhovedet at vedtage basislove. Advokaterne svarede, at det var den såkaldte Harari-dom fra 1950. Men flere dommere pegede på, at det altså var Uafhængighedserklæringen, som var fundamentet for statens oprettelse – og også var fundamentet for oprettelsen af basislovene.

Regeringens advokater mente derimod, at basislovene er øverst i det forfatningsmæssige hierarki, og at de derfor ikke skal rette sig efter andre love eller tekster (dvs. uadhængighedserklæringen). En af advokaterne sagde endda, at uafhængighedserklæringen er ”et forhastet dokument underskrevet af uvalgte” personer, og at den ”umuligt kan binde alle kommende generationer”.

Ikke desto mindre stod det klart, at flertallet af dommerne mener, at de principielt har ret til at blande sig i basislove.

En af regeringens initiativtagere til den retsreform, som rimelighedsloven altså er en del af, havde hårde ord til dommerne. Simcha Rothman kaldte dem ”en privilegeret elite” og et ”regime af oligarker”.

Det grundlæggende problem

Som referatet antyder, er det grundlæggende problem, at Israel ikke har en egentlig forfatning. Hvis basislovene var det, ville de for det første ikke kunne blive ændret på den måde, regeringen har gjort det nu – med et snævert flertal og med et minimum af debat om ændringerne. Det ville kræve et større flertal, og der ville være helt andre krav til processen med at ændre eller vedtage basislove.

For det andet ville der ikke være nogen tvivl om, at Højesteret ikke ville være bemyndiget til at blande sig.

Lige nu er det uklart, hvilke love og tekster der er højest i hierarkiet – og dermed også uklart, hvad retten må blande sig i.

Afventer beslutning

De 15 dommere skal nu beslutte, om de vil nedlægge rimelighedsloven. Meget tyder på, at de ikke gør det. Men beslutningen forventes først taget om nogle uger.

I september skal retten forholde sig til to andre spørgsmål, hvor ”modstanderen” også er regeringen. Først skal det afgøres, om justitsminister Yariv Levin skal tvinges til at samle det udvalg, der vælger nye dommere – noget, han har udskudt igen og igen. Derefter skal Højesteret tage stilling til endnu en basislov, som regeringen har ændret. Først på året gjorde de det nemlig endnu sværere for Højesteret at afsætte en premierminister, hvis han eller hun er dømt for kriminalitet. Den kaldes Netanyahu-loven – fordi premierminister Benjamin Netanyahu er anklaget for korruption i tre sager.

Krigen mellem Højesteret og regeringen fortsætter derfor de kommende uger. Men konklusionen nu og her er, at det næppe bliver rimelighedsloven, der udløser en forfatningsmæssig krise, hvor regeringen nægter at anerkende en højesteretsafgørelse (fordi Højesteret næppe annullerer rimelighedsloven).