Zionisme – i centrum af hadet siden terrorangrebet 7. oktober

»Død over alle zionister. Vi håber, at der bliver gjort, som Hitler gjorde ved jer«. Sådan stod der på plakater, der var klistret op på Metrostationer i København i november sidste år. »Død over alle zionister. Vi håber, at der bliver gjort, som Hitler gjorde ved jer«. Sådan stod der på plakater, der var klistret op på Metrostationer i København i november sidste år. 

Plakaterne er et eksempel på en udbredt tendens siden Hamas’ terrorangreb 7. oktober. Fra København til Chile, fra Australien til USA er »zionister« blevet det nye hadeobjekt. Overalt bliver støtte til palæstinenserne formuleret som had til »zionisterne«. 

Ved en demonstration i Washington mod premierminister Netanyahus besøg i juli i år lød et af budskaberne: »Allah er ved at samle alle zionister til ’den endelige løsning’«. Slagordet henviser til nazisternes forsøg på at udslette det jødiske folk. Nu vil Allah ifølge plakaten selv lave sådan en endelig løsning for alle zionister.

I Chile krævede demonstranter i juni, at Metropolitan Universitetet skulle fyre to undervisere, fordi de ifølge demonstranterne er zionister. 

I undergrundsbanen i New York stillede en propalæstinensisk demonstrant sig i juni op i en togvogn og råbte, at alle zionister i toget skulle give sig til kende ved at række hånden op og så forlade toget. 

Zionisme er blevet et skældsord, og zionister er blevet jaget vildt siden 7. oktober. Men hvad er den forfærdelige zionisme, der fremkalder så stærk vrede, egentlig?

Hvad er zionisme?

Mange bruger i disse måneder ordet zionist uden at vide, hv omad det betyder.

Nogle bruger ordet i stedet for ordet jøde. Had til jøder er heldigvis ikke en vindersag, og mange vrede demonstranter vil gerne undgå at blive kaldt antisemitiske. Derfor siger de zionister i stedet for jøder, for folkestemningen har afgjort, at det er helt i orden at være antizionistisk. I virkeligheden mener demonstranterne ofte jøder, når de siger zionister, og hadet, der driver dem, er det gamle had til jøder. Det er tydeligt, når vreden mod zionister utallige steder i verden kommer til udtryk ved, at man sætter ild til synagoger, kaster sten mod jødiske institutioner eller overfalder ortodokse jøder på gaden. Her er der slet og ret tale om antisemitisme, selv om den er kamufleret som antizionisme.

Andre bruger ordet zionist i betydningen (jødisk) israeler. De ønsker død over zionisterne og »den zionistiske enhed«. Det betyder død over israelere og udslettelse af staten Israel. 

Men hvad er zionisme? Det er ganske enkelt en politisk overbevisning om, at det jødiske folk har ret til en stat i Israels gamle land. 

Den moderne, politiske zionisme blev formuleret af Theodor Herzl i bogen »Den jødiske stat« i 1896. Ideen fængede ved zionistkongressen i Basel i 1897. Derefter stod Zionistbevægelsen i spidsen for kampen for at realisere ideen. Det lykkedes ved staten Israels oprettelse i 1948.

Zionismens første mål var oprettelsen af en jødisk stat. Siden Israels oprettelse har zionismens mål været, at staten skal overleve. I dag er zionisme derfor den politiske overbevisning, at staten Israel har ret til at eksistere som en jødisk stat. 

Alle, der mener, at staten Israel har ret til at eksistere, er derfor i realiteten zionister. Uanset om de er jøder eller ej. Det er baggrunden for, at USA’s præsident Joe Biden kalder sig selv zionist. 

Antizionistiske grupper

Zionismen er en fuldstændig legitim politisk overbevisning. Alligevel har der siden 7. oktober været ført en omfattende kampagne for at delegitimere zionismen. Zionist er gjort til et skældsord. 

Den antizionistiske kampagne har haft fire forskellige former.

1: Antizionisme som kritik af Israels politik

Den ene udgave af antizionisme-kampagnen har været kritik af staten Israels politik. Vreden er rettet mod krigen i Gaza, mod for lidt nødhjælp til palæstinenserne og mod bosættelserne på Vestbredden. Derfor skælder man ud på zionismen. 

Men at give zionismen skylden for den siddende regerings politik er en misforståelse.

Zionisme betyder ikke, at man er enig med den israelske regering. Zionisme betyder, at staten Israel har ret til at eksistere, uanset hvem der sidder i regeringen. Ligesom Danmarks ret til at eksistere selvfølgelig ikke afgøres af, om statsministeren hedder Frederiksen, Rasmussen eller noget helt tredje. Man kan sagtens være imod den israelske regerings politik og samtidig være zionist. 

Derfor er det en misforståelse, når mennesker, der egentlig støtter Israels eksistens, men er uenig i Israels politik, pludselig støtter en antizionistisk kampagne. Antizionisme er ikke bare modstand mod en israelsk regerings politik. Den er modstand mod selve Israels eksistens som en jødisk stat. 

2: Antizionisme som kritik af Israels eksistens

Den anden udgave af antizionisme-kampagnen er principiel kritik af staten Israels eksistens. Man mener, at staten Israel skal fjernes og erstattes af noget andet. Her er ordet antizionistisk brugt helt korrekt.  

På Enhedslistens årsmøde i maj i år blev der vedtaget en erklæring med overskriften »Enhedslisten er et antizionistisk parti«. For et parti med mange veluddannede og mange skarpe hjerner er der tale om en overraskende dårligt formuleret, uklar og selvmodsigende erklæring. På den ene side siger erklæringen, at Enhedslisten er antizionistisk. På den anden side siger den, at det ikke betyder, at Enhedslisten anfægter staten Israels ret til at eksistere. Det er at blæse med mel i munden, og det kan man som bekendt ikke. 

En af fortalerne for den mest antizionistiske fløj i Enhedslisten hedder Hanne Schmidt. På trods af den nye årsmødeerklæring er hun utilfreds med, at partiet er for bløde i forhold til Israel. Hun skrev derfor 21. juni en kronik i Information, hvor hun forklarer, hvorfor hun er imod zionismen. 

Hun siger, at zionismen bygger på »ideen om, at jødedommen er en race og ikke blot en trosretning«. Med andre ord: Jøder er tilhængere af en bestemt religion og ikke medlemmer af et folk. Og religioner har ikke ret til et selvstændigt land, sådan som folkeslag har det. Derfor har jøder ikke ret til deres eget land, sådan som det danske folk har, men må leve som religiøse mindretal i alle andre lande. 

Vi skal lægge godt mærke til denne argumentation. Den rammer kernen i den principielle antizionisme. Men argumentet er forkert.

Jødedom har indlysende noget at gøre med religion. Det jødiske folk går tilbage til Guds udvælgelse af Abraham, og selv om Bibelen fortæller, at mange jøder gennem tiderne har levet i strid med Guds ønske, er forholdet til Gud afgørende for jødisk historie.

Men at være jøde er ikke kun noget religiøst. Det er også noget etnisk. De fleste jøder er jøder, fordi de er født af en jødisk mor. Det er altså deres afstamning, der gør dem til jøder. Forbindelsen med slægten betyder, at de tilhører det jødiske folk. Ligesom et barn af danske statsborgere ved fødslen bliver dansk. 

En jøde bliver ved med at være jøde, uanset om han er ortodoks jøde, traditionel jøde, sekulariseret jøde, agnostisk jøde, ateistisk jøde eller praktiserer nyreligiøse traditioner. Medmindre han aktivt bryder forbindelsen til det jødiske folk, er han jøde, til han dør. Uanset hans religiøse praksis. 

At være jøde er altså også noget etnisk. Jøder udgør et folk. Bibelen taler utallige gange om am Yisrael, Israels folk. Når antizionister benægter det, begår de en helt grundlæggende fejl. 

3: Antizionisme som islamisme

Den tredje udgave af antizionismen er den islamistiske. Både det shia-islamistiske Iran og det sunni-islamistiske Hamas mener, at Allah har givet Palæstina til muslimerne. Derfor er staten Israels eksistens blasfemi og et oprør mod Allahs vilje. Og derfor har enhver muslim pligt til at kæmpe for udslettelsen af Israel.

Denne form for antizionisme findes selvfølgelig især i de muslimske lande. Men det overraskende i tiden efter 7. oktober er, at den pludselig optræder åbent og frejdigt i den vestlige verden, ikke mindst på universiteter i Europa og USA. 

4: Antizionisme som identitetspolitik

Den fjerde udgave af antizionismen er nært beslægtet med identitetspolitik. Zionisme opfattes som hvid, vestlig undertrykkelse af et oprindeligt folk. Zionisme er derfor det samme som kolonialisme og racisme. Tankegangen er, at undertrykte altid har ret, og at undertrykkelse må bekæmpes med alle midler.

Ikke mindst på amerikanske universiteter har denne form for antizionisme blomstret siden 7. oktober. Et eksempel er The New School i New York, hvor arrangørerne af en propalæstinensisk protestlejr i april formulerede det på denne måde: »Vi er antizionister. Zionismen er en bosætter-kolonialistisk, hvid-overherredømme-ideologi, der bygger på folkemord og fordrivelse af det palæstinensiske folk.« 

Aktivisterne fortsatte: »Vi tror på den palæstinensiske ret til at deltage i enhver form for modstand mod den zionistiske besættelse«. Der er ingen grænser i kampen mod zionismen – for de undertrykte har altid ret!

Det fælles slogan

Egentlig er der ret stor forskel på de fire udgaver af antizionismen. Men siden 7. oktober har tilhængerne af de forskellige udgaver samlet sig i store fælles demonstrationer under slagordet: »Fra floden til havet skal Palæstina være frit«. 

Det er et slogan, som Hamas og andre terrororganisationer i mange år har brugt for at udtrykke deres drøm om Israels udslettelse. Floden er Jordanfloden, havet er Middelhavet, og hele området mellem dem skal være palæstinensisk. Selv om nogle i Vesten forsøger at bortforklare det, er udtrykket et krav om fjernelse af den jødiske stat Israel. 

»Fra floden til havet« er derfor i bund og grund antizionistisk. Et slogan for Israels udslettelse.

Kristen debat om zionismen

Debatten i Danmark om zionismen er hverken ny eller forbeholdt den politiske venstrefløj. I de sidste årtier inden staten Israels oprettelse var der en livlig debat blandt kristne i Danmark om zionismen.

Allerede i 1912 beskrev biskop A.S. Poulsen detaljeret den 10. zionistkongres året før. Han er ikke blind for zionisternes gode resultater i Palæstina, men ender alligevel med en klar afvisning af zionismen: »Saaledes oppuster Zionismen det jødiske Hovmod og Selvsikkerhed, som har været Folkets Ulykke, siden det forkastede Kristus«. 

I 1929 bragte Kristeligt Dagblad et interview med en norsk præst, der arbejdede blandt jøder i Budapest. Overskriften var et citat fra interviewet: »Zionismen i sin nuværende form er direkte antikristelig«. 

Andre kristne havde en langt mere positiv indstilling til zionismen. Blandt dem var Ordet og Israels stiftere, Frits Larsen, Georg Bartholdy og Eyvind Sivertsen, der støttede zionismen i en lang række artikler i årene op til Israels oprettelse, og aktivt arbejdede for, at Danmark skulle støtte den nye stat. 

Debatten blandt kristne om zionismen var en vigtig del af baggrunden for oprettelsen af Ordet og Israel i 1946.

Lad os være kristne og zionister

Den antizionistiske kampagne siden Hamas’ blodige terrorangreb 7. oktober har gjort det tydeligt, hvad kampen handler om. Kampen står om staten Israels ret til at eksistere. 

Islamister som Hamas, Hizbollah, houthierne og de iranske ledere kæmper en religiøs krig for at udslette Israel. Antizionister i Vesten bakker kampen op, fordi de af principielle grunde ønsker staten Israel erstattet af noget andet. Også folk, der er præget af en ekstrem identitetspolitik, går med i kampen mod Israels eksistens. 

Mere uforståeligt er det, at mange almindelige mennesker i Vesten i vrede over Israels politik i Gaza og på Vestbredden har tilsluttet sig kampagnen og mere eller mindre ubevidst nu er med i en alliance, der ønsker staten Israel udslettet. 

Som kristne har vi mange grunde til at kæmpe imod antizionismen. Det jødiske folk har ret til en stat i det gamle Israels land. Vi er kristne. Lad os også være zionister. Og lad os som præsident Biden frejdigt og åbent sige det højt: »Vi er zionister!« For kampen i disse måneder handler om Israels ret til at eksistere!