Korruptionsanklager mod hr. og fru Netanyahu kan koste jobbet
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og hans kone, Sara, er mistænkt for magtmisbrug i flere sager. Ifølge anklagerne har de fået personlige gaver for hundredtusindvis af shekel og har lavet lyssky aftaler med rige og magtfulde personer. Anklagerne er alvorlige og kan ende ud i retssager mod dem begge, hvilket i sidste ende kan betyde, at Israel skal have ny regeringsleder.
Sara Netanyahu fik i september at vide af statsanklageren, Avichai Mandelblit, at hun skulle forberede sig på en retssag. Hun har bestilt mad for 350.000 shekel til parrets residens i Jerusalem under påskud af, at der ikke var ansat en kok i huset. Der var dog en kok, og derfor havde premierministerfruen ikke tilladelse til at bestille den dyre mad på statens regning. Lidt i samme boldgade er hun også anklaget for at have bestilt dyre møbler til den officielle residens i Jerusalem på statens regning, hvorefter hun angiveligt har fået dem flyttet til parrets private hus i Cæsarea.
Fire sager mod premierministeren
Endnu mere omfattende er anklagerne mod den 67-årige Benjamin Netanyahu, som har været Israels premierminister i to perioder, fra 1996-99 og igen fra 2009 og indtil i dag. Og man kan bestemt ikke afvise det scenarie, at korruptionsanklagerne resulterer i afslutningen på hans tid som regeringsleder. Her er en kort beskrivelse af de fire anklager:
Case 1000:
Premierministeren mistænkes for at have modtaget gaver for hundredtusindvis af shekel fra forskellige rigmænd, ikke mindst Arnon Milchan, som ejer en del af tv-kanalen Channel 2. Ifølge politiet er gaverne blevet givet systematisk og nærmest på bestilling fra Netanyahu, som har forsvaret sig med, at der blot var tale om gaver fra venner. Der er dog mistanke om, at gaverne har fungeret som en slags betaling for forskellige modydelser.
Case 2000:
Politiet har en optagelse af Netanyahu, der forhandler med Arnon Mozes, som ejer det store israelske medie Yedioth Ahronoth. De to taler angiveligt om, at Yedioth Ahronoth skal levere mere positiv omtale af Netanyahu, som så til gengæld vil sørge for, at konkurrenten Israel Hayom får sværere betingelser at arbejde under.
Case 3000:
Forskellige folk, som har forbindelse til Netanyahu, mistænkes for korruption i forbindelse med et køb af ubåde fra det tyske firma ThyssenKrupp for omkring to milliarder euro. Mange af de mistænkte er blevet afhørt af politiet – og mange af dem har en rigtig tæt forbindelse til premierministeren. En af dem er David Shimron, som både var Netanyahus personlige advokat og var advokat for det tyske firmas agent i Israel. Med andre ord havde David Shimron interesse i, at tyskerne fik handlen, samtidig med at han rådgav Netanyahu. Et af de store spørgsmål i politiets undersøgelse er, om Netanyahu kendte til Shimrons dobbelte interesse.
Case 4000:
Sagen handler om Netanyahus venskab med Shaul Elovitch, som er storaktionær i teleselskabet Bezeq. På et tidspunkt havde den israelske stat at gøre med 12 sager, som involverede Bezeq. Derfor blev Netanyahu spurgt direkte, om hans personlige forhold til topfolk i telebranchen. Premierministeren undlod flere gange at informere om sit venskab med Elovitch. Og meget tyder på, at de to tidligere har brugt deres magt til at hjælpe hinanden.
Det helt store spørgsmål er: Vil statsanklageren anlægge sag mod Netanyahu i nogen af de fire sager? I så fald er det nok Case 1000, som Netanyahu frygter mest, da beviserne her er de mest klare. Dernæst vil spørgsmålet selvfølgelig være: Kan Benjamin Netanyahu være premierminister, samtidig med at han er sagsøgt for korruption?