Har Israels krigsindsats mistet sin berettigelse? Krigen må vurderes på baggrund af sit formål. Ikke tabstal alene

Proportionalitet.

Ordet har fået en helt særlig opblomstring i forbindelse med krigen mellem Israel og Hamas. Er Israels krig i Gaza ude af proportioner og dermed uberettiget? Det mener Israels største kritikere. Også fra den store midtergruppe, der i lang tid har udtrykt en grundlæggende opbakning til Israels krigsindsats i Gaza, lyder det i stigende grad, at Israels modsvar på 7. oktober er for voldsomt. Det gælder også politikere såsom USA’s præsident Biden eller vores egen udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen.

Men spørgsmålet om proportionalitet er ikke kun begrænset til disse grupper. Det rumsterer også blandt folk, der mener, at Israel har en særlig plads i verdenshistorien og Guds plan. Spørgsmålet er heller ikke fremmed for mig selv: Har Israels krig i Gaza trods 7. oktobers ubeskrivelige grusomheder ikke nået et punkt, hvor den er ude af proportioner? Og har krigen i så fald ikke mistet sin berettigelse?

Der er mange døde i Gaza

Når man taler om proportionalitet, taler man i første omgang om dødstallene. Gazas sundhedsmyndigheder meldte ved indgangen til april, at knap 33.000 mennesker havde mistet livet. Tallet inkluderer både civile og militante. Israel hævder, at de har dræbt over 13.000 Hamas-folk.

Men er tallene troværdige? Gazas sundhedsmyndigheder, som offentliggør de palæstinensiske dødstal, er kontrolleret af Hamas. De er altså ikke en uvildig part, men har tværtimod en interesse i at fremvise høje tal for derigennem at skaffe sympati. Ved tidligere lejligheder har tallene været markant for høje. For eksempel da Gazas myndigheder 17. oktober meldte, at en israelsk raket havde ramt Al-Ahli-hospitalet og dræbt 500. Efterfølgende viste det sig dog ifølge Human Rights Watch og en grundig undersøgelse af Associated Press, at raketten med stor sandsynlighed var affyret af militante palæstinensere og ikke af Israel, samt at dødstallet med al sandsynlighed var alt for højt.

Samtidig er det et anerkendt faktum, at Hamas har placeret deres tunneler og krigsudstyr under områder med mange civile eller endda på skoler, hospitaler og i moskeer. Hvorfor har de gjort dette? Skyldes det, at folk i Gaza bor så tæt, at det er den eneste mulighed? Næppe. I så fald havde Hamas vel også sørget for at bygge beskyttelsesrum. Det er nærliggende at tænke, at Hamas har placeret deres tunneller og krigsudstyr blandt civile for at beskytte deres indsats fra Israels bomber vel vidende – og måske endda med det ønske – at uskyldige kommer til at dø.

Det står frygteligt klart, at der er enormt mange uskyldige mennesker, der er døde under krigen. Ikke mindst en stor gruppe kvinder og børn. Spørgsmålet er dog, om dødstallene alene kan afgøre, om en krig er berettiget. Her er man nødt til at se på krigens formål. Det leder os videre til næste spørgsmål:

Hvorfor er der overhovedet krig i Gaza?

Skal man vurdere en krigs retfærdighed, må man vurdere dels baggrunden for krigen, dels krigens formål.
Baggrunden: Hamas’ terrorangreb på Israel 7. oktober er allerede gået over i historien som det værste og mest makabre angreb på jøder siden Holocaust. For israelerne står én ting klart: 7. oktober vil aldrig nogensinde vil blive glemt.

Formålet: Israel har flere gange udtrykt, at målet er at befri de gidsler, Hamas tog den 7. oktober og afvæbne Hamas. Det er næppe uforståeligt, at Israel ønsker at afvæbne Hamas i lyset af 7. oktobers grusomheder. Hvem ønsker sig en nabo, der kidnapper og begår rovmord og bestialske voldtægter på civile? Læg dertil, at Hamas har udført terrorangreb på Israel igen og igen i over 30 år!

I lyset af både det angreb, der fandt sted, og det formål, Israel har beskrevet, står det for mig helt klart: Det er etisk set fuldt forsvarligt og retfærdigt, at Israel har indledt en krig mod Hamas.

Det betyder naturligvis ikke, at Israel kan bruge ethvert middel i Gaza. Der er regler for krig, som Israel selvfølgelig skal overholde. Regler, der blandt andet indebærer et krav om, at Israel gør alt for at begrænse civile tab.

Israels arsenal rummer med sikkerhed bomber, der kunne have gjort krigen i Gaza langt mere dødelig. Disse bomber har vi i skrivende stund ikke set. Israel har tværtimod på forhånd forsøgt at informere de civile palæstinensere om, hvor Israels bomber falder. For mig at se kan man derfor vanskeligt sige, at Israels midler er uproportionelt voldsomme.

Når man altså både overvejer Israels begrundelse for at angribe Gaza, deres mål og deres metoder, mener jeg ikke, at man kan tale om, at krigen er ude af proportioner.

Har Israel fordækte motiver?

Handlinger har sjældent kun ét motiv. Det samme gør sig gældende i denne sag. Fra nogle sider lyder det, at beslutningstagere i Israel har andre motiver for at holde gang i krigen i Gaza. Holder Netanyahu måske gang i krigen for at udskyde et valg, der kan ende med, at han taber? Mon ikke de yderligtgående højrefløjspartier, som regeringen består af, gnider sig i hænderne over palæstinensernes ulykke, mens de selv lægger planer for nye bosættelser i Gaza?

Det kan meget vel være, at både Netanyahu og højrefløjspartierne har personlige gevinster ved krigen i Gaza. Det rokker dog ikke ved, at det altovervejende flertal i Israel støtter op om krigens formål: befrielse af gidslerne og afvæbning af Hamas.

Burde Israel have grebet ind langt tidligere, så det blev mindre voldsomt?

Men har Israel ikke bragt sig selv i denne situation og dermed mistet den moralske ret til at fortsætte krigen? Har Netanyahu ikke selv været med til at holde Hamas ved magten og styrke deres position ved at tillade pengestrømme fra Qatar til terrorgruppen? Har Israels politik med at blokere Gaza ikke plantet det had til Israel, der sprang ud i al sin grusomhed 7. oktober?

7. oktober vidner om, hvad Israel er oppe imod: tilfældige mord – endda på børn – brutale voldtægter, lemlæstelser. Israels politik har muligvis styrket opbakningen til Hamas i Gaza, men Hamas må selv stå til ansvar for deres grusomheder. Hvis vi begynder at undskylde Hamas på grund af Israels politik, må det deraf følge, at også andre mord på børn, brutale voldtægter og lemlæstelser kan undskyldes. Ikke bare når det sker i Kfar Aza, men også hvis det sker i Kolding. Ikke bare når det sker på jøder, men også når det sker på jyder.

Israels politikere er bestemt ikke udadlelige, men at give dem skylden for 7. oktober er ikke bare grotesk, det skaber også en farlig præcedens for at legitimere barbariske umenneskeligheder.

Konklusion

Kan man tale om, at Israels angreb er ude af proportioner?

Ser man kun på dødstal, kan man ikke konkludere andet end det ulykkelige: at mange dør! Tallene er i sig selv uklare og fortæller heller ikke noget om mål, udgangspunkt og midler.

Ser man på krigens baggrund og mål, står det klart, at 7. oktober i en vis forstand ikke er overstået endnu: fordi gidslerne ikke er frigivet, og fordi truslen fra Hamas stadig eksisterer. Derfor er krigen i min optik stadig legitim.

Kan der opstå en udvikling, der ændrer på dette spørgsmål. Ja.

Hvis Hamas udleverede alle gidsler, kunne der være god grund til at overveje, om ikke Israel skulle forsøge at afvæbne Hamas på anden vis end ved hjælp af bomber, der uvægerligt rammer lokalbefolkningen.
Hvis Israels hær begynder at gøre brug af metoder – eller hvis det viser sig, at de allerede har gjort brug af metoder, der er i strid med krigens regler – ville det ændre perspektivet.

Hvis Hamas begyndte at gøre alt, hvad de kunne for at forhindre deres landsmænds død, ville sagen også tage sig anderledes ud.

Afslører debatten min dobbeltmoral?

Et enkelt spørgsmål står tilbage i mit eget sind: Hvorfor taler vi overhovedet om proportioner i denne krig? Vi talte ikke om proportioner, da USA angreb Taliban efter angrebet på World Trade Center 11. september 2001. Knap 3000 mennesker blev dræbt i terrorangrebet i New York. I den efterfølgende krig døde over 110.000 i Afghanistan og Pakistan – man regner dog med, at tallet er langt højere.

Den manglende debat om proportioner i tidligere krige er naturligvis ikke nogen grund til ikke at debattere det nu. Vi må også med ærlighed konstatere, at vi reelt ikke kan svare på, hvorfor spørgsmålet om proportioner ikke blev debatteret under Afghanistankrigen.

Men sammenligningen åbner for en vigtig overvejelse: Når vi ikke debatterede proportionalitet dengang, skyldes det så, at vi i Vesten anså dén krig som retfærdig, mens vi ser anderledes på den nuværende?

Og hvis det er tilfældet, er det så et udtryk for dobbeltmoral, eller fordi vi allerede har glemt det barbari, der kom til udtryk 7. oktober? Dét spørgsmål kan jeg ikke selv ryste af mig.